Af Anne Grete Holmsgaard
Kristian Pihl Lorentzen (V) mener ikke, at det giver mening at fastlægge en køreplan for grøn transport frem mod 2050. Hans hovedargument er, at det ikke giver mening, fordi ”vi ikke kender fremtidens teknologi”. Hermed læner han sig op ad en forestilling om, at vi nok finder på noget helt nyt inden 2050. Det er imidlertid ikke sandsynligt.
Det handler om videreudvikling
Historien er (desværre) ikke rig på helt uforudsete teknologispring, men derimod rig på videreudvikling af kendte teknologier. Når vi taler vejtransport, handler det om videreudvikling af forbrændingsmotorer, batterier og brændselsceller, biobaserede brændstoffer og alle mulige kombinationer af disse teknologier for at opnå høj effektivitet og lav udledning af CO2, NOX’er mv.
Og hvis nu, der så alligevel skulle blive tale om en helt ny teknologi en gang i 2040’erne, vil den teknologi ikke kunne sikre fossil uafhængighed på vejene – et mål som også Venstre støtter. Ganske enkelt fordi vores personbiler i gennemsnit lever i 15-16 år. De biler, der sælges i 2035, kører fortsat på vejene i 2050.
Så selv om Kristian Pihl Lorentzen forsvarer sin regering, der netop har droppet den grønne roadmap for transport, så er hans argument ikke i orden.
Prisen for handling er overraskende lav
Jeg vil derfor i al fredsommelighed opfordre ham til at tage et kig i den grønne roadmap 2030 for transport, som Energifonden har fået udarbejdet. Jeg tror faktisk, den vil glæde ham – ikke mindst fordi den viser, at prisen for en gradvis afkarbonisering af landtransport frem mod 2030 er overraskende lav. Det er den ikke mindst, fordi man har valgt at satse på et miks af teknologier og drivmidler, der supplerer hinanden. Analysen viser således, at biobrændstoffer er billigst i den første del af perioden, mens el bliver billigst i den sidste del af perioden frem mod 2030.
Kræver politisk knofedt
Men det kræver lidt politisk knofedt at realisere de reduktioner på 35 – 40 procent CO2, der er illustreret i roadmappen. Især er det vigtigt at få en effektiv EU-regulering. Det gælder især på to områder: En videreførelse af krav til bilproducenterne om ”længere på literen”, hvor lastbiler og busser skal med ind i loop’et – og jo tak: bedre testmetoder.
Den anden indsats handler om krav til stigende anvendelse af 2G biobrændstoffer. Det vil sige den type biobrændstoffer, som vi kan komme til at producere herhjemme (på halm), hvis der nu endelig kan blive truffet en politisk beslutning på dette område, hvor vi oplever, at vi næsten drukner i smukke ord, men fravær af handling.
Det er imidlertid så brandhamrende ærgerligt, hvis vi skal satse på at købe 2G-biobrændstofferne andre steder, når nu vi selv kan, selv har udviklet kerneteknologierne og oven i købet kan bruge dem som døråbner for den bredere vifte af biobaserede produkter, der kan produceres på avancerede bioraffinaderier.
