REnescience: Fuldskala-anlæg i UK står klar i 2017

Verdens første kommercielle anlæg til behandling af usorteret affald baseret på REnescience-teknologien er nu på vej. Det har DONG Energy netop besluttet. Anlægget skal bygges ved Manchester i England og vil være klar til at tage imod affald fra 110.000 hustande allerede i starten af 2017.

Siden 2009 har DONG Energy via et pilotanlæg på Amager Ressourcecenter testet og forbedret REnescience-teknologien, der ved hjælp af vand, varme og enzymer kan adskille usorteret husholdningsaffald, så den organiske fraktion kan blive til biogas, mens eksempelvis hård plast og metal genanvendes. I 2014 var teknologien klar til det kommercielle marked og i sommeren 2015 præsenterede DONG Energy sit projektforslag til det første REnescience-anlæg i fuld skala. Det skulle ligge nær Manchester i England og efter præsentationen skulle projektforslaget i høring hos de lokale aktører. I dag kunne DONG Energy så melde ud, at man var klar til at investere i og bygge anlægget, der vil stå klar i starten af 2017.

Beslutningen om at bygge det første anlæg er et meget vigtigt skridt i vores udrulning af bioteknologien REnescience. Det er en helt ny måde at behandle husholdningsaffald på, hvor man på en bekvem og meget effektiv måde sørger for at få flest mulige ressourcer ud af vores affald, siger Thomas Dalsgaard, koncerndirektør i DONG Energy.

Anlægget får en kapacitet på 120.000 tons affald om året. Det svarer til husholdningsaffald fra 110.000 britiske hjem, som vil blive indsamlet og leveret til anlægget af den engelske affaldsleverandør FCC Environment.

Det er en spændende ny teknologi til bortskaffelse af kommunalt restaffald, og den har potentiale til at revolutionere vores tankegang som industri i forhold til, hvad vi kan opnå. Denne teknologi omdanner ikke bare affald til energi, uden at det er nødvendigt at brænde affaldet – den er også den første, der gør det muligt at udvinde de værdifulde genanvendelige materialer, som det hidtil har været vanskeligt, hvis endda ikke umuligt, at udvinde ved brug af traditionelle kommunale affaldsbehandlingsprocesser, siger Richard Belfield, Group Development Director, FCC Environment.

Processen i REnescience:

RENESCIENCE process

 

LÆS MERE

Ingeniøren: Dong Energy investerer 600 mio. kroner i britisk affaldsvaskeri

Business.dk: DONG satser millioner på selvsorterende affaldssystem