Villum Fonden har doneret 150 millioner kroner til et nyt forskningscenter på DTU, som skal udvikle bæredygtige alternativer til brændstoffer og kemikalier, der i dag er baseret på fossile resourcer. Forskerne får mulighed for at afprøve idéer, der har høj risiko for ikke at lykkes, men som også har potentialet til at blive den teknologi, som verden efterspørger.
Det bliver professor ved DTU Fysik, Ib Chorkendorff, der skal lede det nye forskningscenter kaldet ”VILLUM Center for Science of Sustainable Fuels and Chemicals.” Her vil topforskere fra bla. DTU, SDU og Stanford Universitet de næste 8 år sammen prøve at udvikle brændstoffer og kemikalier, der skal gøre os uafhængig af fossile ressourcer.
Bevillingen giver os en unik mulighed for at bidrage til en grøn omstilling af det globale samfund. Vi får også en sjælden chance for at afprøve ideer undervejs, som er i højrisiko for ikke at lykkes, men til gengæld har potentialet til at blive det teknologiske gennembrud, som verden har brug for. Vi står over for talrige og meget komplekse teknologiske udfordringer, og vi kan ikke løse disse alene. Men vi kan give et værdifuldt bidrag og være med til at bane vejen til et samfund, hvor velstand og vækst ikke er baseret på udvinding af fossile ressourcer, som går ud over klima, miljø og biodiversitet, siger professor Ib Chorkendorff.
Selvom forskningscenteret ikke skulle nå det store teknologiske gennembrud, er fonden bag bevillingen klar til at løbe risikoen:
Villum Fonden ønsker med dette initiativ at yde et markant bidrag til den langsigtede beskyttelse af Jordens klima og miljø. Forskningscentret er et stærkt bud på det. Vi håber, at det nye centers forskning bliver af højeste kvalitet, og resultaterne kommer til at yde et bidrag til en fremtid uden fossile brændstoffer. Der er ingen garantier, når man støtter grundforskning, men som filantropisk fond er det vores privilegium at kunne bidrage og tage en sådan risiko, siger bestyrelsesformand i Villum Fonden, Jens Kann-Rasmussen.