Vores fælles ressourcer og klima er under pres. Alle fremskrivninger viser, at vi bliver stadig flere mennesker på kloden.

Flere milliarder har behov for at komme ud af fattigdom - og i det hele taget at få adgang til energi og tilstrækkelig med fødevarer.

Det øger presset på begrænsede ressourcer som dyrkningsegnet areal, vand og ikke-fornybare råstoffer som eksempelvis fosfor.

På papiret har verdenssamfundet tiltrådt, at vi skal undgå global opvarmning på over +2°C, men kun få lande forfølger dette mål.

EU har formulerede målsætninger, og i Danmark har vi en målsætning om at udfase fossile brændsler helt inden 2050.

Efter næsten 40 års indsats med omstilling til vedvarende energi er vi herhjemme godt på vej, og vi har et godt grundlag for at nå i mål.

Men der er også grund til at kigge op.

På verdensplan øges efterspørgslen efter olie og oliebaserede produkter til trods for, at vi allerede nu kan se, at verdens olieproduktion er toppet eller er tæt på at toppe.

Konsekvensen er blandt andet en voldsom økonomisk omfordeling mellem olieproducerende lande og olieimporterende lande.

Det rammer hårdt i EU, hvor afhængigheden af importeret olie er stor og stigende. I 2010 brugte EU-landene 315 milliarder euro på import af olie.

Danmark har hidtil ligget lunt i svinget med store indtægter fra sin gas- og olieproduktion i Nordsøen.

Men i 2004 toppede produktionen, og vi kan derfor se frem til, at statens indtægter vil være faldende i de kommende år.

Vi skal derfor tænke nyt og opbygge en helt anderledes ressourceoptimeret økonomi end den, vi har baseret os på siden industrialiseringens gennembrud.

Det har taget olie- og kemikalieindustrien årtier at raffinere sine processer og produkter. Så lang tid har vi ikke at løbe på. Det er derfor nu, vi skal i gang.